”Det er hammerflot…”

Fortællegudens hemmelige zoom Jesper la Cours nyklassiker ‘I Guder!’ er sprællevende. I hans univers bliver børnene til medspillere – og fiktionens personer bliver ristet i luftruner, så et par øjenvipper eller et fedtet hår plirrer og klasker hele forestillingen igennem. Kan man spille den samme teaterforestilling i 12 år? Ja, Jesper la Cour kan. Han har selvfølgelig heller ikke problemer med at nysamle sit ensemble år for år, for forestillingen er et onemanshow med ham selv i solorollen som fortæller og som alle de guder, der overhovedet kan kravle og råbe og drikke i Valhal. Så jo, man kan også godt få sin forestilling anmeldt efter 12 år på repertoiret… Faktum er, at ’I Guder!’ virker som en udødelig forestilling. Som en urfortælling, der skal videregives til alle nye 0. klasse-børn, der endnu ikke har mærket asernes kraft og jætternes dumhed og Lokes kløgt. Som en uomgængelig nutidsfortolkning af vores nordiske vikingearv. Og som en renskrabet nyklassiker, der løfter sig mod sin egen gudeverden, efterhånden som fortællerens lokkende stemme og brutale øjne udmaler trusler og overarmsmuskler, som kun findes i fantasien. Den smækre Freja og den jaloux Thor bliver lyslevende – og fulde af temperament.

Sutten på fingre
Hvis der er nogen, der er kandidat til Danmarks Fortælleteatergud, så er det Jesper la Cour. Nuvel, han har selvfølgelig skabt nye forestillinger, siden han tilbage i 1999 skabte I Guder! Hans ’Bjowulf’ fra 2000 sammen med Troels Kirk Ejsing og hans ’Absalon’ fra 2007 sammen med Ragnhild Kaasgaard bevæger sig for eksempel også i historiske universer, hvor ungerne præsenteres for en fortidsverden, der pludselig bliver lige så let at opleve og sanse som deres egen hverdag. Men alle Jesper la Cours figurer lader til at være sprællevende. Noget af hemmeligheden er hans evne til at zoome ind på de mærkeligste detaljer ved personerne: Et skæg, en halten, en stammen eller en sutten på finger… Med en enkelt grimasse eller en eneste kropsbevægelse er personen præget ind i ungernes fantasi. Så selv om der undervejs også kommer mange andre personer med hvert deres kendetegn, så er ungerne aldrig i tvivl om, hvem der er hvem i fortællingen.

Stank fra jætter
Hvad han gør? Jo, han tager imod ungerne iført trænede overarme og en nødtørftig lammeskindspels, som Charlotte Østergaard har designet med herlig heltehumor. Så placerer han børnene, så de sidder i en indviet cirkel rundt omkring ham. Og så åbner han fredsommeligt fortællingen ved at byde velkommen til en historie fra ’dengang der var mange guder til i verden.’ Og så vrimler de ellers frem fra mørket, de grimme guder og de skumle jætter… En af dem har langt fedtet hår, og de fleste vasker sig aldrig. ’De stinker helt vildt dårligt,’ som han udtrykker det. Og børnene ser medlidende på ham ved tanken om, at han bliver nødt til at lugte til dem…

Kvalt af grin
Jesper la Cours dialog med ungerne er skøn, fordi han uden forbehold respekterer dem som sine medspillere. Inden for pædagogiske kredse vil man nok kalde hans holdning til børnene for ’anerkendende’. Men den er langt mere end det – den er både tryghedsskabende og grænsesættende. Og så er han lynhurtig til at mærke, hvis nogen ikke helt er med på handlingen. ’Hvad tror du, det betyder?’ spørger han spontant, når et blik bliver usikkert – og så bliver tingene sat på plads. Ikke noget med at lefle for et manuskript, der taler hen over hovedet på børnene. Men heller ikke noget med at gå efter laveste fællesnævner. Han får bare alle med. Og han tager ungernes svar alvorligt og kommenterer dem, uden at have det mindste problem med at komme tilbage til fiktionen igen. Det er ’hammerflot’, som det vel hedder på Thors sprog. Og så er det morsomt. Kernen i Jesper la Cours fortællekunst er hans utæmmede, humoristiske sans. Han kan simpelthen få latter ud af hvad som helst. Så når Frejas øjenvipper lyner af raseri, så klukker ungerne. Og når ingen af voksentilskuerne er i stand til at pifte et ordentligt hestepift, når han kræver det, er det ikke mindst, fordi de er halvkvalte af grin.

Selv kan han næsten lade være med at grine med. Men sveden pibler afslørende ud af ham undervejs. Netop sveddråberne får ham til at ligner den udmattede mand, der netop er blevet færdig med at bygge muren rundt om jætternes verden i hans fortælling. Forskellen er bare, at Jesper la Cour huskede at bygge en særlig port i muren. Børneporten, selvfølgelig.

Anne Middelboe Christensen, Teateravisen.